Om Dalmatineren
Udseende og fysik
De fleste kender dalmatineren på grund af dens iøjnefaldende plettede pels. Ingen anden race har et udseende, som tilnærmelsesvis minder om en dalmatiner.
Når vi går tur med hundene, kan vi se, at selv ganske små børn reagerer på dalmatinerne. Hvis biler holder for rødt lys, kan vi være helt sikre på, at hovedparten af bilisterne kigger efter hundene.
Dalmatineren er en middelstor hund, som hverken må virke grov og klumpet eller for let og luftig. Racen findes i to varianter – med henholdsvis sorte eller brune pletter på en klar hvid bund. Ifølge standarden ønskes pletterne jævnt fordelt på kroppen; men der er ret vide rammer for pletningen, når blot pletternes farve er ren og klar. Der ønskes dog farve på snude og omkring øjnene. Store, medfødte plamager af farve kaldes Patch. Disse betragtes som skønhedsfejl, men betyder intet for hundens rolle som familiehund. Det kan også ske, at en hvalp fødes med et blåt øje. Dette er også en fejl, som kun har kosmetisk betydning for familiehunden.
Skulderhøjden på en dalmatiner varierer som regel fra 59 - 62 cm for en hanhund og 54 - 60 cm for en tæve. Hanhunde er lidt større og mere muskuløse end tæver, hvilket også viser sig på vægten, idet en han oftest vejer fra 30 – 35 kg, mens en tæve vejer fra 26 – 29 kg.
Dalmatinere bliver normalt mellem 11 – 13 år gamle.
De kræver ikke megen pelspleje, da pelsen nærmest er selvrensende. De kan gå i mudder det ene øjeblik, og kort tid efter er de tørre og næsten helt rene. De behøver ikke børstning; men da dalmatineren fælder jævnt året rundt, og de små hvide hår er meget synlige på mørkt tøj, kan man vælge at børste den en gang i mellem. Hunden synes helt sikkert, at det er dejligt at få opmærksomhed og lidt massage med børsten.
Vi vil gerne avle hunde, som ikke
er for store og ikke for små i forhold til standarden.
De skal have en vis robusthed i krop og ben.
De må ikke blive for lette, med tynde ben og spids snude.
Temperament
Dalmatineren har et venligt og udadvendt sind. Den er meget udtryksfuld i sit væsen og sit kropssprog, så man er sjældent i tvivl om dens ønsker og sindstilstand. Dette gør også, at den er nem at kommunikere med.
Dalmatineren er familiehund med stort F. Den elsker opmærksomhed og at være i familiens centrum, så den kan følge med i alt, hvad familien foretager sig. Når der tømmes vaskemaskine, når der laves mad og når der hygges, er dalmatineren på plads. Ja, selv på toilettet vil den gerne være med, hvis den får lov.
Samtidig er den også rolig, og temmelig doven og magelig i hjemmet. Den elsker at putte i sengen, på sofaen eller på tæppet foran brændeovnen. Hos os må hundene dog ikke komme i møblerne; men så hygges der på anden vis. Pixel elsker for eksempel at holde i pote. Så er hun rigtig godt tilpas.
Den unge hund er som regel meget udadvendt over for fremmede. Nogle er det hele livet, mens andre hviler mere i sig selv, når de bliver voksne.
På trods af at dalmatineren er meget knyttet til sin familie, trives den som regel udmærket med at være alene hjemme i løbet af dagen.
Vore ønsker til
dalmatinerens væsen er:
at den er omgængelig over for
mennesker og hunde
at den er rimelig rolig og stabil; og ikke hyperaktiv og nervøs
Aktivitet og motion
Man kan få det indtryk, at dalmatineren er en særligt motionskrævende hund, fordi den virker livlig og aktiv. Men det er kun udendørs. I hjemmet er den rolig og faktisk lidt doven. Nogle er syvsovere, som kun står op om morgenen, hvis maden er serveret.
En dalmatiner har, som enhver anden race, behov for daglig motion og opgaver, som kræver hjerneaktivitet for at trives. Den kan godt tilbyde at følge ejeren på en løbetur; men det har sjældent topprioritet. Det er ganske sikkert sjovere at løbe rundt og snuse på egen hånd, eller lege med andre hunde.Brugsegenskaber. Træning og opdragelse
Dalmatineren har i tidens løb været brugt til mange formål; men i dag fungerer den primært som familiehund. En enkelt fungerer også som besøgshund på et plejehjem.
Sundhed
Dalmatineren er generelt en meget sund race, og alvorlige sygdomme forekommer kun yderst sjældent.
Døvhed har tidligere været et kendt problem hos dalmatineren; men det ses næsten ikke mere takket være dygtige avlere og muligheden for at høreteste hvalpe. Urinsten kan forekomme; men med forbedret viden om fodring kan forekomsten af urinsten minimeres.
Knopper i pelsen på ryg og hoved kan af og til forekomme i en periode hos unge hunde. Dette kan forveksles med allergi, men er som regel blot en hormonbetinget reaktion i huden. Det kan også være en følge af uhensigtsmæssig fodring, som nemt kan korrigeres.
Ligesom i mange andre racer
kan allergi forekomme hos dalmatinere,
men ses dog kun sjældent.
Vi forsøger
at undgå sygdomme i avlen ved hele tiden at følge med i, hvad der sker på
internationalt plan og ved at være meget omhyggelige ved valg af avlshan.
Vi undersøger sundhedsresultater,
stamtavler og spørger os rigtig godt for hos opdrættere og andre, der har
brugt en given hanhund i avlen tidligere.
Vi høretester
hvalpene, og sikrer at både han og tæve er fri for hofteledsdysplasi, - også
selv om det er en sygdom, som stort set aldrig forekommer i racen.
Under opvæksten hos os fodres hvalpene med
alsidigt sammensat hjemmelavet mad samt fuldfoder for så vidt muligt at
”vaccinere” hvalpene mod overfølsomhed over for forskelligt foder.
Racens historie
Når vi stilles over for spørgsmålet om racens oprindelse, kan det være ganske svært at give et konkret svar.
I Kroatien mener man, at racen har sin oprindelse langs Adriaterhavskysten i området Dalmatien i Kroatien.
Det østlige middelhavsområde er også nævnt som oprindelsesområde, hvor en plettet hund omtales omkring 1100-tallet. Herfra menes den at være spredt mod vest til Europa og mod øst til Indien, hvorfra den igen blev spredt af sigøjnerne, der tog racen til sig.
De ældst kendte europæiske afbildninger af en hund af dalmatinertype stammer fra Firenze ca. år 1360.
I 1700- og 1800-tallet havde dalmatineren sin storhedstid, hvor den især i England fungerede som ledsager til hestevogne. I tidens løb har den også fungeret som jagt- og sporhund, vagthund og cirkushund. I USA er dalmatineren maskot for brandvæsenet; men tidligere fungerede den som brandhund, hvor den blandt andet skulle fungere som udrykningssignal for brandkøretøjerne og vise, hvor der eventuelt var mennesker i brændende huse.
Racen kom formentlig først til Danmark i 1800-tallet. Indtil omkring 1980, hvor Dansk Dalmatiner Klub blev stiftet, var dalmatineren en sjælden race i Danmark. Herefter var antallet af stambogsførte dalmatinere stigende indtil 1996. Efter Disney-filmen med rigtige, levende dalmatinerhvalpe faldt antallet af registrerede hvalpe, så der i dag kun fødes 50 – 80 hvalpe hvert år.
Læs mere
Hvis der ønskes mere, detaljeret viden om racen, vil vi anbefale:
Bogen, Dalmatiner,
som vi har været medforfattere til.
Den er udgivet af Dansk Kennel Klub i 2000.
Den er desværre udsolgt, men kan formentlig skaffes gennem Dansk
Kennel Klub eller lånes på biblioteket.
FCI Standard nr. 153. Dalmatiner. Standarden kan søges på internettet eller findes på Dansk Dalmatiner Klubs hjemmeside www.dalmatinerklubben.dk
Vores e-mail: jm@dalmatin.dk