Hvalpens første hjem må gerne være en ikke for stor papkasse.
Hvalpen vokser snart fra den eller flænser den til plukfisk. Så henter man en ny i supermarkedet. Papkassesengene gør man klogest i at benytte, indtil bidealderen er overstået.
Hundekurven bør ikke stå direkte på gulvet. Hvis den hæves lidt, reducerer man træk og kulde fra gulvet. Der findes specielle hundekurve, som er hævet lidt over gulvet.
Hunde vil gerne bo i en hule, så en overdækket hundekurv eller en lukket papkasse med hul i siden gør lykke.
Kurven bør ikke stå for køligt; men heller ikke for varmt. Så bliver hvalpen kuldskær, og der er ingen grund til at pakke en dalmatiner ind i dækken. Den vil sikkert gerne; men det er trods alt sundere at løbe sig til varmen.
Vi kan anbefale, at man anvender læderhalsbånd til sin hvalp. De lidt dyrere, rundsyede halsbånd klæder hunden bedst. Sort(brunt) eller rødt står godt til hundens farver.
Et metalhalsbånd anbefales ikke. Det klæder hunden godt; men det smitter som regel af på pelsen, og det kan være farligt for andre hunde, som leger med hvalpen. De kan brække en tand i én af metallænkerne. Dette er en meget aktuel risiko, fordi mange hunde leger ved at bide hinanden i halsskindet.
Et kvælerhalsbånd bør ikke anvendes.
Pikhalsbånd er ulovligt og aldeles unødvendigt.
Brugen af halsbånd.
Det er en god vane altid at tage halsbåndet af, når hunden er hjemme. Så sker der ikke ulykker, hvis hunden hænger fast med halsbåndet, når den er alene hjemme. Metallænkehalsbånd og kvælerhalsbånd bør altid tages af, når hunden leger med andre hunde.
Vi synes også godt, at man kan tillade sig på en pæn måde at bede andre om at tage metalhalsbåndet af deres hund, når de leger med jeres.
SELE
Mange har stor glæde af en sele; især hvis hunden er tilbøjelig til at trække. Den er nemmere at holde, men det kan også være lidt sværere at styre hunden, hvis man for eksempel bevæger sig et sted, hvor der mange mennesker, og hunden gerne vil hilse på alle, som kommer forbi.
Selens anden store fordel er, at man undgår at belaste hundens hals, hvis den er tilbøjelig til at trække.
Selen skal helst være en H-sele, da den er lidt sværere at smyge af sig, hvis hunden lærer sig den teknik. Husk også at have halsbånd på samtidig, hvis hunden hører til Hudini-typen, så man ikke står helt uden noget at gribe fat i, hvis det lykkes hunden at undslippe selen.
Snoren, der på fagsprog kaldes "linen", bør ikke være af kunststof. Det brænder umanerligt i hånden, hvis hunden pludselig trækker til. En relativt lang læderline, der kan lægges dobbelt, synes vi selv er at foretrække. Disse kaldes ofte dressurliner. De fås blandt andet i super blødt elgskind. De er virkelig lækre.
Hundens skåle kan med fordel være så tunge, at de ikke nemt væltes. De bør have relativt høje sider.
Hvis hunden er tilbøjelig til at spise for hurtigt, kan man købe en nærmest snegleformet skål, hvor hunden kun kan spise små mundfulde ad gangen. Det skulle reducere risikoen for mavevending. (Apropos mavevending: Leg ikke vildt med hunden, lige før og efter at den har spist).
Inden hvalpen kommer i hjemmet, bør alle familiemedlemmer have aftalt, hvad hvalpen må, hvad den ikke må, og hvordan de forskellige kommandoer lyder.
Her er nogle typiske punkter, der bør tages stilling til:
Det første bud i indlæringen er konsekvens. Er en ting blevet forbudt, er det altid forbudt.
For at reducere antallet af forbud, fjerner man så mange af de ting i hjemmet, som man kan forestille sig kræver forbud. Efter et par måneder kan de genindføres i hjemmet, og nu er et forbud mod disse bestemte ting sikkert unødvendigt.
I opdragelsen gælder det først og fremmest om ar være forudseende, så man slipper for at skælde ud, og hvalpens hverdag bliver præget af ros og ikke forbud. Det gøres blandt andet ved at aflede hvalpens opmærksomhed, når man kan se, at de små hjernevindinger er ved at planlægge nogle uheldige aktiviteter.
Kan hvalpen blive renlig, er sikkert det første spørgsmål, man stiller sig som nybagt hvalpeejer.
Det kan den sagtens, endda i løbet af ganske kort tid. Det gælder bare om at være 100% opmærksom i starten.
Hvalpen skal tisse:
Så er det bare ud med det samme; for hvalpen har en lillebitte blære, og leverancen kommer prompte.
Når hunden er sat udenfor, siger man "tisse" eller noget lignende, altid det samme. Når den har tisset, roser man den. Snart kan hvalpen tisse på kommando.
Det gælder om, så vidt muligt, helt at undgå uheld indendørs. Får den først et tissested indendørs, må man vaske stedet grundigt af med for eksempel fortyndet Rodalon. (Gulvvask i koncentreret Rodalon er livsfarlig for hunden.)
I starten kan det være svært at få hvalpen til at holde sig om natten. Så må man undgå mad og vand ved sengetid, og hvalpen må et par dage have en tisseavis - eller man må gå en tur med den. Det kan være en idé at lægge et tisselagen under aviserne, hvis man har trægulv. Tisselagen kan købes i butikker, der forhandler sengetøj m.m.
I en periode bider hvalpen i alting med sine sylespidse tænder; - og i mennesker. Det kan være meget pinefuldt; men bideperioden er nu ikke så langvarig, som den føles.
Man kan reducere bideriet ved at stryge hvalpen roligt på siden af kroppen. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke.
SPRINGE OP
De fleste bryder sig ikke om, at hunden springer op. Den bedste kur er: - altid at sætte sig ned til hunden, så har den jo ikke behov for at springe op.
Springer den alligevel op, er det nemmeste blot at vende ryggen til hvalpen. Det er unødvendigt at træde hunden over bagpoterne, som nogle mennesker gør.
Egentlig skal man glæde sig over, at hvalpen springer op. Det viser, at den er glad for mennesker. Omkring 1 års alderen holder de fleste hvalpe stort set op med at springe op.
At ligge sammen i møblerne kan være hyggeligt; men det er hvide hundehår på et mørkt jakkesæt ikke. Det bør man tænke på, når tilladelsen gives.
Det kan være svært at vænne hunden af med at gå i møblerne. Vi har opgivet, så vi rejser sædehynderne på højkant, når vi forlader hjemmet.
Det må aldrig accepteres, at hvalpen knurrer ad mennesker, - heller ikke når den spiser. I starten kan man dog forvente, at den knurrer lidt, fordi den har været vant til at lege voldsomt og knurre lidt, mens den var sammen med de andre hvalpe. Den facon skal lige have lidt tid til at lægge sig, nu hvor der ikke længere er konkurrence om maden.
Man kan for eksempel i starten jævnligt røre ved hvalpen, mens den spiser. Så finder den hurtigt ud af, at man ikke har planer om at stjæle maden. En anden metode kan være at øse maden op i madskålen og så håndfodre hvalpen fra skålen i starten. På den måde forstår hvalpen snart, at man "giver" og ikke "tager" fra skålen, og så er der jo ikke grund til at forsvare den længere.
For at få mere ro omkring fodringen kan det være en god idé at bede hvalpen om at sidde, før den får sin mad.
KOMME, NÅR MAN KALDER - SIDDE PÅ PLADS
Det allervigtigste, en hund skal lære, er at komme, når man kalder. Det kan dreje sig om liv eller død for hunden.
At komme læres nemmest ved allerede én af de første dage at gemme sig for hvalpen, når man går tur. (Det er dog vigtigt altid at kunne se hvalpen, når man gemmer sig). Hvalpens flokfornemmelse gør, at den straks begynder at lede. Pas på at hvalpen ikke går i panik eller leder i forkert retning. Når den finder ejeren, skal den straks have ros og eventuelt en kiks. Nu lærer den snart at holde øje med flokføreren, så han ikke forsvinder i utide.
Når hvalpen bliver mere selvsikker, bliver det sværere.
Så skal man kun kalde på hvalpen, når man er sikker på, at den ikke har for mange andre ting i hovedet. Virker det ikke første gang, løber man væk fra hvalpen, evt. hopper og springer man lidt , laver fagter og lignende, så hvalpen synes, at den må hen for at se, hvad der sker. Virker det ikke, kaster man sig på jorden og skjuler hovedet. Nu virker det sikkert, - og så skal den roses og evt. have kiks!
Hvalpen får ulydighedsperioder, hvor den nægter at komme, så må man bruge ovennævnte trick.
I det øjeblik hvalpen er på vej hen mod føreren, må der kun roses og gives kiks.
Når hvalpen sidder på plads ved ejerens venstre side, må der kun roses og aldrig skældes ud, - uanset forbrydelsen.
En hund bør kløes foran på brystet, når den roses. Klap den ikke på hovedet eller ryggen. Det bryder den sig slet ikke om.
Ros gives i et højt, lyst toneleje.
Ris gives i et dybt, mørkt toneleje.
Alle hunde uanset race har krav på udfordringer og motion. Dette gælder også dalmatineren. Som de fleste andre hunde elsker den en god tur i skoven eller en tur på gaden, hvor der også er rigtig mange dufte og indtryk.
Vore hunde går tur en times tid om eftermiddagen og en halv time om morgenen. Mange springer dog ofte morgenturen over og giver en lidt længere tur om eftermiddagen, fordi dalmatineren faktisk kan være lidt af en syvsover og ikke altid gider at stå op om morgenen.
Hvalpen og den unge hund bør ikke have så megen motion. 2 korte ture er bedre end 1 lang. Hunden må ikke løbe i snor sammen med ejeren, og man må ikke cykle med den, før den er 1 år gammel. For megen motion og langvarig leg kan belaste den unge hunds led og medføre ledsygdomme som hofteledsdysplasi i hofteledet og mus i skulderleddet (Osteochondrose). Det er derfor vigtigt, at hunden ikke motioneres for kraftigt, før den er 1 år gammel.
Man kan supplere den hjemlige træning med lydighedstræning i foreninger.
Hvalpen, og i særlig grad ejeren, har virkelig godt af at komme på et såkaldt hvalpekursus i så ung en alder (hunden) som muligt. Gerne inden den er 3 måneder gammel. På nogle kurser kan man dog først deltage, når den er 4 måneder.
Der findes mange muligheder for lydighedstræning.
Dansk Kennel Klub (DKK) har overalt i landet lydighedskurser og hvalpekurser.
Dansk Civile Hundeførerforening (DCH) har også mange afdelinger med lydighedskurser og hvalpekurser.
En dalmatiner er uhyre lærenem; men den kræver afveksling, derfor gør man sig selv og sin hunde en tjeneste ved at undersøge de forskellige klubbers program og indlæringsmetoder, inden man tilmelder sig.
Både DKK og DCH har, så vidt vi ved, rigtig gode hvalpekurser.
Dalmatineren er god til at bruge sin næse. Derfor skal den allerede som lillebitte hvalp have lov til at bruge sin næse til at søge på spor. Hunden elsker det, og det er en dejlig fornemmelse for føreren at se sin hund arbejde. Se også i næste afsnit om Nose Work.
På forskellige stadier i lydighedstræningen er der rig mulighed for at deltage i konkurrencer.
AGILITY, RALLYLYDIGHED og NOSE WORK
Når den unge hund (min. 1 år gl.) kan gå nogenlunde pænt ved siden af føreren uden snor (fri ved fod), kan den med forsigtighed begynde at træne agility, som er en slags forhindringsløb for hunde.
Træningen kan snart medføre, at man kan deltage i agility-konkurrencer dels i Dansk Kennel Klub og dels i Agility-foreninger.
Rallylydighed er avanceret form for lydighed, hvor hund og fører skal gennemgå en bane med forskellige indlagte øvelser. Dette kan være en god afveksling for, hvis hunden (og evt. ejeren) er blevet lidt træt af de almindelige lydighedsøvelser. Der er mulighed for at deltage i konkurrencer både hos Dansk Kennel Klub og DCH.
Nose Work er en ganske ny sport og træningsmulighed. Her drejer det sig om, at hunden skal snuse sig frem til forskellige ting. Det kræver ikke så meget tid, som decideret sportræning, at træne nose work, så det er nemt at gå i gang med. Der er der også mulighed for at deltage i konkurrencer i DKK.
Dalmatineren skal have klippet negle med jævne mellemrum. De skal holdes pænt kortklippede, ellers får hunden en underlig flad fod ligesom en hare.
Man klipper den yderste lyse spids af i et næsten lodret snit, så sliber hunden resten selv. Man skal endelig passe på ikke at klippe inde i det lidt mørkere, kødfarvede område. Så hyler hunden i vilden sky, og det bløder. Man kan få noget på apoteket, som standser blødningen. I dyrehandlen kan købes en specielt velegnet saks til negleklipningen.
Det kan volde besvær i starten at klippe negle, men et fast tag og masser af ros og kiks hjælper.
Man kan evt. få dyrlægen til at klippe neglene, hvis man ikke tør selv.
Hvis hunden begynder at klø ører, ryste på hovedet, eller ørerne bliver røde indvendig, skal den have renset ører med en tot vat på en finger (vatrondellerne, der formes som et kræmmerhus, er lidt lettere at bruge).
Hjælper det ikke umiddelbart, må man gå til dyrlægen. Hunden kan have øregangsbetændelse eller den kan have øremider, og så hjælper vattet ikke. Dyrlægen har nogle øredråber, som kan hjælpe.
Undgå helst at eksperimentere al for meget med øredråber fra materialisten eller apoteket. Et lille problem kan nemt blive større, hvis man roder al for meget med øret, og der kommer uorden i ørets bakterie balance.
Det er en god idé jævnligt at kontrollere hundens ører.
En dalmatiner fælder hele året, og især når hvalpepelsen skiftes ud.
Det kan hjælpe at børste hunden jævnligt, men helt undgå fældning, det kan man ikke. Nogle hunde elsker i øvrigt at blive støvsuget!!!
En hund skal normalt ikke vaskes, og pelsen hos en dalmatiner er så kort, at der ikke hænger skidt fast i den.
Når hunden deltager i udstilling, er det kutyme, at hunden får et bad 1 - 2 dage i forvejen. Det gør den hvide farve pænere hvid. Man anvender en god hundeshampoo med olie eller en helt mild babyshampoo.
Hvalpen har en lille mave, og skal derfor tilbydes flere daglige måltider. Vi forsøger at vænne hvalpe til at nøjes med 2 - 3 daglige måltider, når de er 8 uger gamle, da det kan være vanskeligt at få lejlighed til at fodre oftere i dagligdagen, og det er også nemmere at gøre hvalpen renlig, når den får færre måltider.
Dalmatineren skal fodres med foder, som er specielt beregnet til store racer (Large Breed). Disse fodertyper har lavere proteinindhold, lavere kalk- og fedtindhold, hvilket gør, at hvalpen er mindre tilbøjelig til at vokse for hurtigt med deraf følgende risiko for ledskader.
Hvis der fodres med Eukanubafoder, kan der fodres med hvalpefoder, indtil hvalpen er 1 år gammel. Andre foderfirmaer kalder ofte dette foder juniorfoder til store racer. Efter 1-årsalderen anvendes voksenfoder til store racer. Hvis hvalpen vokser for hurtigt eller bliver for fed omkring 8-9 måneders alderen, kan man evt. udskifte en del af hvalpefoderet med voksenfoder. Hvis hvalpen i denne alder får knopper i hoved og evt. hen ad ryggen, kan det også være en idé at overveje voksenfoder.
Køb ikke foder i supermarkeder og lignende; men køb helst et foder, som er mærket "Premium". Mange af de bedste foderprodukter har denne betegnelse. De er dyrere, men også drøjere i brug.
På grund af dalmatinerens særlige stofskifte er der nogle enkle forholdsregler, man skal tage i forbindelse med valg af foder.Foderet må gerne indeholde:
Foderet må ikke indeholde:
Tyggepinde og hundekiks indeholder ofte de forbudte stoffer og må kun anvendes i begrænset omfang, og kun hvis hunden ikke viser tegn på øreproblemer, poteproblemer eller udslæt i hud og pels.
Hvad skal hvalpen veje
Ved fodring kan den fodermængde, som er angivet på posen, kun anvendes som en vejledende mængde, fordi der er forskel på racer, hanner og tæver, og især aktivitetsniveau. Derfor skal man først og fremmest se på hvalpen, om fodermængden er passende.
En hvalp må ikke blive fed. For hurtig vækst eller overvægt kan give ledproblemer i opvækstfasen. Som tommelfingerregel plejer vi at sige, at hvalpen de første 5 - 6 måneder skal veje ca. lige så mange kilo, som den er uger gammel. Tæver skal dog nok veje et par kilo mindre. Dyrlæger vil ofte have, at dalmatineren skal være meget tyndere; men det skyldes formentlig, at mange tror, at en dalmatiner skal ligne en mynde, - og det skal den ikke.
Hvalpen bør lære at være alene hjemme i kortere eller længere tid, uanset at man på nuværende tidspunkt måske ikke har brug for det. En skønne dag er det nødvendigt.
Hvalpen skal gradvist lære at være alene hjemme i længere og længere tid.
Vi bruger et nøjagtig ens ritual, hver gang vi går fra hunden:
Hunden er ude i gangen, gemme kiks i stuen, hunden skal finde dem, til sidst får den et tyggeben, og så går vi fra den, mens vi taler til den med en lys stemme.
Formålet med dette ritual er, dels at hunden nu ved, hvad der skal foregå, dels at hunden trætter sin hjerne en lille smule ved at søge efter kiksene, og dels at den forbinder noget dejligt - et tyggeben og en glad stemme - med at vi går. Snart lægger hunden sig til at hvile.