Hvalpenes opvækst

 

Hvalpene vokser op i vore stuer i nær kontakt til mennesker.

     

 

Inden hvalpene fødes, bygger vi en kæmpe kravlegård til dem i vores spisestue. Her kan de tumle og lege; men ofte tager vi dem ud, så de kan husere i hele huset. Det er vældig sjovt, men også lidt hårdt; for det er de utroligste ting, de kan finde på – hive potteplanter ned fra vindueskarmen, tygge i hyrdetæppet, så den til sidst består af små forsuttede uldtoppe, kravle op i brændekurven, tisse, tisse o.s.v., o.s.v.

 
Fra -dalmatinerhvalpe
Klik på linket og se endnu flere hvalpebilleder.

 

Når vi mener de er store nok bliver de også taget med ud for at opleve verden uden for, som det ses af dette videoklip

Hvalp_nys.JPG (24570 bytes) 

 

 

Hvis vejret er rimeligt, får de hver dag lov at lege i haven. Hele haven er indhegnet, så de kan spurte rundt, som de har lyst til. Det går ganske vist lidt hårdt ud over lavendelbedet; for lavendler er åbenbart fantastiske at hoppe i; men pyt, de vokser sig snart pæne igen. Når hvalpene er i haven, ser vi tit folk, som stopper op på gaden og morer sig over hvalpene. I øvrigt er vi meget opmærksomme på, at hvalpene måder forskellige mennesker i deres første leveuger. Det kan have betydning for deres forhold til omgivelserne, når de bliver ældre.

 

Indtil hvalpene er ca. 4 uger klarer moderen som regel selv pasningen; måske med lidt tilskud af hvalpemælk. Herefter går de gradvist over til et mere varieret foder, som primært består af et godt fuldfoder med tilskud af surmælksprodukter for at holde maven i orden.

Inden hvalpene rejser hjemmefra, har de fået ormekur, og de bliver høretestet af en dyrlæge, som har et helt specielt høretestapparat (der kan nemlig i sjældne tilfælde forekomme døvhed hos dalmatinere). Endelig bliver hvalpene vaccineret hos dyrlægen, som også foretager et grundigt sundhedscheck.

Hvalpene leveres med en købsaftale, som er et papir, der oplyser om hvalpen og som også indeholder garantier, pligter og rettigheder for både køber og sælger. Dette er en aftale, som er udarbejdet af Dansk Kennel Klub i samarbejde med forbrugerrådet.