SYGDOMME
Dalmatineren er fra naturens hånd en sund hund, stort set uden medfødte skavanker, fordi dalmatineren er "moderat" i sin bygning, - ingen flad snude, ingen udstående øjne, ingen lang ryg o.s.v..
På et punkt er dalmatineren dog speciel. Dens stofskifte er anderledes end alle andre hunderacers. Dette vil vi vende tilbage til senere.
Selv om dalmatineren kun meget sjældent får alvorlige sygdomme, kan en SYGEFORSIKRING MEGET VARMT ANBEFALES.
Dalmatineren er en aktiv hund, som kan komme til skade, endda helt uden egen skyld. Dyrlægebesøg som følge af en skåret pote, et forvredet ben, en slugt nylonstrømpe o.s.v. koster også penge. Derfor, tegn en sygeforsikring!
Lad være med at købe den billigste forsikring de første par år, indtil man kender sin hunds tilbøjeligheder og eventuelle skavanker. Det kan blive dyrt i længden. Vi anbefaler kun: Dyrekassen og Agria. Sørg for at læse betingelserne godt i gennem, og vær opmærksom på at tegne tillægsforsikring hvis betaling for udleveringet medicin og behandling af arvelige sygdomme ikke er inkluderet. F.eks. er allergi og ledsygdomme dyre at behandle, så her er det vigtigt, at forsikringen dækker disse.
MUNDKURV, OPPUSTELIG HALSRING og SKÆRM
Hvis hunden har fået behandling, der kræver at den ikke kan slikke i såret eller forbindingen, kan man overveje flere muligheder, alt afhængig af, hvad hunden trives bedst med.
Normalt udleverer dyrlægen automatisk en skærm, som sættes på hovedet. (Man betaler for skærmen, så man skal huske, at sige, at man ikke vil have den, hvis man vælger en anden løsning). Hunden er ofte meget ked af denne skærm, selv om det er blevet meget bedre de senere år, - de er nu gennemsigtige og blødere.
I mange tilfælde kan man nøjes med det meste af tiden at give hunden mundkurv på. Med mundkurven, kan den gå frit omkring og spise og drikke; men kun de allermest opfindsomme kan slikke eller bide i forbindingen. Brug kun en mundkurv, der giver hunden mulighed for at åbne munden. Der findes også nogle stof-mundkurve, som bare holder hundes mund sammen. De duer ikke.
Den allerbedste løsning er måske en oppustelig halsring, som kan købes i dyrehandlen.
Tit ser man hunde bære skærmen eller halsringen på lufteturen; men her burde den overhovedet ikke være nødvendig, - ellers er det i hvert fald en meget kedelig tur.
Allergi er et stigende problem hos både dyr og mennesker. En undersøgelse udført af Dansk Kennel Klub viser, at allergi er et velkendt problem hos de fleste hunderacer, både racerene og blandingshunde.
Allergi viser sig ofte som knopper eller rødme i huden og evt. hårtab.
Allergi er ofte en livslang lidelse, som kan være svær at indkredse årsagen til.
Man kan få udført en hudbiopsi og allergitest hos dyrlægen for at indkredse årsagen til allergien. Dette koster flere tusinde kroner, - og her er sygeforsikringen virkelig vigtig!
Desværre er det vores erfaring fra andre hundeejere, at man ofte ikke finder årsagen til allergi og er i stand til at kurere den. I nogle tilfælde har man dog mulighed for at vaccinere mod en bestemt allergi, efter at man helt nøjagtig har indkredset den allergi, som den bestemte hund lider af.
- Allergisymptomerne kan dæmpes med Prednisolon (receptpligtig), som desværre har langtidsbivirkninger, hvorfor man bør være meget tilbageholdende med at anvende dette middel gennem længere tid. Prednisolon kan dog i mange tilfælde være den eneste mulighed for at give hunden et nogenlunde normalt liv.
- De senere år er der heldigvis også fremkommet andre virksomme typer medicin, som ikke har de samme bivirkninger som prednisolon. Disse er desværre dyre i brug, så også her er en god, dækkende sygeforsikring vigtig.
Der findes i dag klinikker, som er specialister i hudsygdomme hos hunde.
HUDPROBLEMER HOS DALMATINERE
Hudproblemer forekommer også hos dalmatinere; men heldigvis i langt de fleste tilfælde af en art, som kan forebygges og også helbredes.
Denne form for hudproblemer stammer formentlig fra det specielle hos dalmatineren; nemlig dens specielle stofskifte.
Disse hudproblemer viser sig som knopper på hovedskallen, i nakken og evt. hen langs rygsøjlen. Pelsen får en brunlig eller gullig farve, hvor knopperne har været. Knopperne klør tilsyneladende ikke.
Disse hudproblemer forekommer især ofte hos unge hunde i de to pubertetsperioder; nemlig i 7 - 9 måneders alderen og omkring 18 måneders alderen.
Selv dyrlæger med speciale i hudsygdomme kan ikke med sikkerhed forklare årsagen til dette fænomen. Noget kunne tyde på, at knopperne kan sammenlignes med vore bumser, som jo også optræder i de unge år.
Forklaringen kan også være et for stort indhold af Puriner i foderet. Puriner findes i størst mængde i okse-, svine- og lammekød; og i mindre mængde i andre fodermidler.
Det er altid en god idé fra starten at have gode fodervaner, der kan være med til at reducere risikoen for hudproblemer som følge af foderet.
Hvis den unge hund får knopper i puberteten omkring 7 - 9 måneders alderen, kan det være en idé at udskifte en del af hvalpefoderet med voksenfoder for at sænke proteinindholdet. Det er også vigtigt, at foderet er specielt beregnet til store racer (Large Breed).
Foderet må gerne indeholde:
Foderet må ikke indeholde:
Tyggepinde og hundekiks indeholder ofte de forbudte stoffer og må derfor rationeres.
Hvad skal man gøre, hvis hunden får hudproblemer?
Vi ville gøre følgende:
- Loppebekæmpelse med et middel, som dryppes i hundens nakke. Midlet fås hos dyrlægen. Der findes også midler til at sprøjte på hunden; men disse bør ikke benyttes, hvis huden er syg og betændt, og hunden bryder sig som regel ikke om at blive sprøjtet på.
Dette var meget om ét emne; men en del dyrlæger kender ikke meget til dalmatinerens specielle hudproblemer, hvilket kan medføre at hund og ejer slæbes igennem en helt unødvendig mængde undersøgelser.
Skab er, til dels med urette, frygtet af mange. Skab forekommer i naturen hos ræve. Hvem har ikke set forfærdelige billeder af totalt udmarvede, døde ræve næsten uden pels. Hvis skab ikke behandles, er der grund til at frygte den; men behandlingen er uhyre enkel: hunden bades i Sebacil, som fås på recept på apoteket. Herefter er hunden snart rask.
Døvhed er traditionelt forbundet med dalmatinere, og på internettet findes da også henvisninger til, at op mod 30% af alle dalmatinerhvalpe skulle være døve. Dette gælder måske for amerikanske dalmatinere; men det er på ingen måde tilfældet for skandinaviske dalmatinere. Nogle år fødes der i Danmark slet ingen døve dalmatinere, og andre år fødes måske én eller 2 døve hvalpe, hvilket svarer til ca. 2 % af en hvalpeårgang.
Vores dyrlæge høretester vore hvalpe med et helt specielt testudstyr, inden de forlader os, så vi er sikre på, at en døv hvalp ikke sælges videre. Ved høretesten kan man også finde ud af, om nogle af hvalpene kun hører på det ene øre. Denne viden bruges kun i den videre avl. En ensidigt hørende hvalp er en normalt fungerende hvalp, og kun de allerfærreste vil have den mindste anelse om, hvorvidt netop deres hvalp er ensidigt hørende. Denne viden kan vi imidlertid bruge på længere sigt i avlen.
Urinsten er også en speciel dalmatinersygdom, som har rod i dalmatinerens specielle stofskifte. Urinsten kan behandles med et speciel fodermiddel, som fås hos dyrlægen. Urinsten forekommer heldigvis også uhyre sjældent i Skandinavien, og så vidt vides kun hos voksne hunde. Derfor vil vi ikke behandle det nærmere her.
ARDS er også en sygdom, som er helt speciel for dalmatinere. Det er en lungesygdom, som kun forekommer hos hvalpe i alderen 4 - 10 måneder. Sygdommen varer 3 - 6 uger, den syge hund kvæles langsom og dør tilsidst. Der findes i dag ingen helbredsmuligheder.
Heldigvis er der kun forekommet 2 sygdomstilfælde i Danmark nogensinde. Det var i 1993. Da sygdommen er arvelig, og da man har et nøje kendskab til de familiemæssige forhold omkring sygdommen, har man kunnet iværksætte et bekæmpelsesprogram, som har medført, at vi helt har kunnet udgå yderligere tilfælde af sygdommen. Dansk Dalmatiner Klub har nemlig anbefalet sine medlemmer, inden avl og valg af avlspartner, at overholde meget strenge kriterier for de familiemæssige forhold mellem de to avlsdyr. Disse kriterier overholder vi naturligvis altid.
TYND MAVE
En hvalp kan af og til få lidt tynd mave. Varer det kun et par dage, er der ingen grund til bekymring. Er der derimod voldsom diarré med blod, bør dyrlægen kontaktes. Det kan være den frygtede hundesyge.
Tynd mave kan evt. bekæmpes med ZooLac (fås i Dyrehandler eller hos dyrlægen). Et noget mindre velsmagende, men mere virksomt produkt er Canikur Pro, som også fås hos dyrlægen. Hvis maven ikke kommer i orden af den behandling, kan det være nødvendigt med et døgns faste efterfulgt af skånekost i form af et specialfoder, som vist nok kun fås hos dyrlægen. Foderet hedder Intestinal, og produceres af de fleste gode foderfirmaer. Man behøver kun at købe et par kilo af dette foder; så er problemet højst sandsynligt løst. Man kan også vælge den gammeldags metode med kylling og ris, som koges i min. 1/2 time.
En hund kan godt få spisevægring i 2 - 3 dage. Ser hunden ellers sund og rask ud, er der ingen grund til bekymring.
Hvis hunden halter, har den måske skåret poten eller fået en torn i poten.
Har hunden skåret poten i et dybt snit, bør dyrlægen kontaktes. Denne syr evt. og binder poten ind. Nu venter der hunden flere uger i bind. Derfor får vi selv som regel ikke skårne poter behandlet hos dyrlægen, medmindre det er et stort sår. Nogle dyrlæger er dog heldigvis blevet mindre tilbøjelige til binde poten ind.
Et mindre sår renser vi med klorhexidin, hver gang hunden har været ude og sørger ellers for at holde hunden i ro. Såret heler meget hurtigere end ved indbinding; men man skal selvfølgelig være meget opmærksom på eventuel betændelse.
Halthed kan også skyldes en forstrakt muskel. En halv kodimagnyl og ro klarer som regel sagen.
Halthed kan også skyldes forgiftning, og har man mistanke om forgiftning, bør man straks søge dyrlæge.
Halthed kan også skyldes "mus" i skulderleddet. Dette kan skyldes en kombination af arvelige forhold, for kraftig fordring eller for megen motion i vækstfasen indtil 1 års alderen. Den halte hund skal have ro; men operation kan også blive nødvendig.
ØREGANGSBETÆNDELSE og ØREMIDER
Problemer med ørerne er én af de hyppigste årsager til at ejere af racehunde og blandingshunde søger dyrlæge.
Derfor, søg dyrlæge. Denne vil som regel ordinere øredråberne Fucidin eller Anotit. Disse midler skal man ikke bruge i tide og utide. De er for øvrigt også meget virkningsfulde over for hudirritation mellem tæerne. Se i øvrigt også afsnittet om at rense ører under afsnittet "HVERDAGEN".
Problemer med ørerne kan forekomme lidt oftere hos hvalpen i vækstfasen, men kan også være tegn på allergi eller nedsat immunforsvar.
POTERNE
Især i fugtigt vejr kan huden mellem hundens tæer og trædepuder blive irriteret og rød. Poteproblemer kan også skyldes allergi.
Hanhunde kan med mellemrum få betændt forhud. Dette kan behandles med brintoverilte.
FALSK DRÆGTIGHED
Ca. 40% af alle tæver får symptomer på falsk drægtighed. Dette er ikke nogen sygdom; men derimod en praktisk foranstaltning i naturen. Her hjælper de falsk drægtige hunner med at opfostre de hvalpe, som de højere rangerende hunner har født. I forbindelse med falsk drægtighed kan der dog forekomme sygdomme.
Fra løbetidens start til de "falske hvalpe" er vænnet fra kan der forekomme forskellige symptomer:
Redebygning, søgen omkring, piben, mælk i patterne, tæven svulmer op, tæven virker pirrelig og evt. aggressiv.
Tilstanden kan i svære tilfælde behandles med p-sprøjter eller sterilisation. Sidstnævnte er at foretrække, da p-sprøjter kan give øget risiko for livmoderbetændelse. Mælkeproduktionen kan reduceres lidt ved kun at give tæven kogt vand i stedet for frisk vand. Tæven bør ikke malkes. Det øger mælkeproduktionen.
Hold øje med om én eller flere af patterne svulmer abnormt op og evt. bliver hård. Så har hunden fået mælkekirtelbetændelse og skal under dyrlægebehandling.
Løbetid hos tæver er ikke nogen sygdom, og ulemperne i forbindelse med løbetiden er ofte meget overdrevne.
Løbetiden forekommer første gang normalt, når tæven er 7 - 8 måneder gammel, men det kan variere fra tæven er 6 måneder til den er 2 år.
Når løbetiden starter, bløder tæven. Dette varer vel i alt ca. 2 uger og efter yderligere en uge er løbetiden ved at være slut. Løbetiden er på sit højeste fra omkring 10. - 15. dagen. Tæven skal altid føres i snor (gerne flexiline) i løbetiden, da den gerne stikker af for at opsøge bejlere. Hold også øje med den, når den er i haven for at tisse. Hanhunde er nemlig også opfindsomme.
Løbetiden kan "bekæmpes" med sterilisation eller p-sprøjter.
Sidstnævnte kan give øget risiko for livmoderbetændelse, som kan være en livstruende sygdom for hunden, hvis den ikke opdages i tide. En hund bør ikke steriliseres, før den er fuldvoksen. Planlægger man hvalpe efter tæven, bør den aldrig have p-sprøjter.
Vi vil stærkt anbefale at lade hunden få sin løbetid og selv tage den lille ulejlighed, det medfører hver 6. eller 8. måned, - måske kun én gang om året.
Man kan få bind til hunde, og man kan give sin tæve klorofyltabletter. Tabletterne skulle dæmpe løbetidsduftens indflydelse på hanhunden.
Hunde kan også få tandsten. Det ses som brune belægninger ved tandhalsen.
Noget tandsten kan man selv fjerne, men det er ikke nemt. Normalt får man det gjort hos dyrlægen. Det kræver bedøvelse af hunden, så det er klogt at lade dyrlægen fjerne eventuelle tandsten, hvis hunden alligevel skal bedøves.
Det er muligt at reducere forekomsten af tandsten ved at give hunden nogle bideting, kødben, oksehudsben, og være opmærksom på at den daglige kost bearbejder hundens tandkød. De fleste gode fuldfodertyper, der findes i dag, virker forebyggende på tandsten.
Det er en god idé at vænne hunden til at få kontrolleret tænder jævnligt, dels for tandsten og dels for evt. fremmedlegemer mellem tænderne.
Kontrol af tænder trænes fra hunden er ganske lille hvalp. I starten løfter man forsigtigt læberne en smule, og efterhånden kan man få lov at se alle tænderne. Det kan gøres ved, at man stiller sig foran hunden og løfter læberne, uden at holde hunden for næsen. Gør man det, vil hunden selvfølgelig forsøge at undslippe. Mange er også tilbøjelige til at stille sig bag hunden, eller læne sig ind over den, holde godt fast i hovedet og evt. holde den for øjnene, mens de kæmper hårdt for at åbne gabet på dyret, som naturligvis vil gøre stærk modstand.
I øvrigt kræves det både til lydighedstræning og på hundeudstilling, at man kan få lov at se hundens tænder, oftest vil dommeren selv kigge tænder, d.v.s. at hunden skal affinde sig med, at fremmede kommer til munden.
JÆVNLIG "HELBREDSUNDERSØGELSE"
Det er en god idé fra starten at vænne hvalpen til: